Line og Inges specialeblog

fredag, maj 26, 2006

Kunsten at skaffe artikler fra Statsbiblioteket


Jeg længes helt ærligt tilbage til de tider, hvor man blot kunne gå ned på biblioteket og hive en bog fra hylden. Nu tildags må jeg trækkes med Statsbiblioteket og det er virkelig en videnskab i sig selv at bruge deres hjemmeside. Jeg bestilte for tre uger siden to artikler fra to numre af det samme engelsk tidskrift. En bibliotekar fandt ud af for mig (det kunne jeg nemlig ikke selv gennemskue) at de selv havde det ene af tidskrifterne, mens det andet skulle bestilles over fjernlån. Da jeg gik ind for at lave bestillingen bestilte systemet imidlertid begge artikler via fjernlån. I sidste uge ringede jeg til biblioteket for at høre om bestillingen var væk eller hvad der skete. Bibliotekaren sagde at bestillingen var sendt til Det kongelige Bibliotek, men hun vidste ikke hvor lang tid det ville tage. Desuden fik jeg at vide at artikler, som var i bibliotekets eget magasin ikke skulle bestilles over fjernlån. Ja, tak! Men det har jeg jo ligesom ingen indflydelse på... Da jeg efterfølgende gik ind i Det kongelige Biblioteks database lykkedes det mig på 10 min. at finde begge artikler og printe dem. Hvordan kan det tage biblioteket mere end tre uger, når jeg selv kan gøre det på 10 min.? En anden finurlig ting ved det at bestille artikler fra Statsbiblioteket, er at den nemmeste måde at gøre det på, er at lave søgningen i bibliotek.dk og derefter lave bestillingen over Statsbibliotekets system. Det anbefaler bibliotekarerne. Hvis man skal bruge Statsbibliotekets online-ressourcer er det anbefalelsesværdigt at ringe derned og blive guidet i gennem. Det er for eksempel kun på nogle af indgangene til Infomedia at man er logget ind i systemet og har adgang til databasen.

Det måske mest forunderlige ved alt dette er, at der er ansat 14 mennesker i den sektion der hedder 'Digitale ressourcer og web' og 55 i sektionen 'It og proces'. Hvad laver alle disse mennesker? Er de alle sammen studentermedhjælpere?

1 Comments:

  • Hej Line,

    Jeg kan godt se absurditeten. Hvilke artikler var det egentlig du ledte efter?

    By Anonymous Anonym, at 10:51 AM  

Send en kommentar

<< Home